Søg i denne blog

torsdag, december 10, 2009

Moussaka

Her er en opskrift på moussaka som jeg har brugt rigtig mange gange. Hvor den kommer fra oprindelig husker jeg ikke, men jeg har skrevet den ned i en kinabog engang i firserne. Opskriften er fra dengang man ikke tænkte så meget over det der med fedt - resultatet er lækkert og smager som i Grækenland, næsten. Kinabogen er ved at falde fra hinanden og er også godt fedtet, så nu skal denne glimrende opskrift ligge her i stedet.

2 store auberginer
Olivenolie til stegning

Kødsovs:
1 løg
1 fed hvidløg
3 tomater eller 1 spsk. koncentreret tomatpure
3 spsk. olivenolie
500 g. hakket okse- eller lammekød
½ kop vand
salt og peber
1 knsp. kanel
50 g. reven parmesanost

Ostesovs:
4 spsk. smør
4 strøgne spsk. mel
½ l. mælk
3 æg
salt og lidt reven muskatnød

Aubergineskiverne steges gyldne i olivenolie.

Løg og hvidløg hakkes fint. Tomaterne skoldes, flås og hakkes fint, eller pure røres op med lidt vand. Varm olivenolie i en gryde og svits hakket kød, løg og hvidløg. Heri kommes også tomatpure, salt, peber og kanel. Simrer i ½ time ved svag varme. Tag gryden af varmen og rør parmesanost i.

Ostesovs:
Smelt smørret, rør mel i og varm det godt op under omrøring. Tilsæt mælk lidt efter
lidt, også under omrøring, til sovsen får en flødeagtig konsistens. Tag gryden af varmen. Pisk æggene sammen. Tilsæt salt og reven muskat og rør æggene i. Kog op og hæld parmesanost i.

Et ovnfast fad smøres med olie og drysses med rasp. Moussakaen samles: Auberginer nederst, så kødsovs, så auberginer igen og til sidst ostesovs. Bages ved 225 c i 35 minutter. Brød og græsk salat er godt til.

søndag, september 20, 2009

Karamelkage

Til 8 personer - som virkelig vil få deres behov for smag og kalorier dækket:

1 tsk natron
225 g. udstenede dadler
85 g. blødt, usaltet smør
170 g sukker
2 store økoæg
170 g hvedemel
2 tsk. bagepulver
1/4 tsk kagekrydderier (og det fortæller Jamie ikke hvad han mener med, så jeg brugte vanillesukker, kardemomme og allehånde)
1/4 tsk. stødt kanel
2 spsk kakao
2 spsk yoghurt naturel

Karamelsovs:
115 g usaltet smør
115 g lyst muscovadosukker (vi havde kun mørkt, og det gik fint)
1½ dl piskefløde

Forvarm ovnen til 180 grader.
Opløs natronen i 2 dl kogende vand og lad dadlerne trække i det i 4-5 minutter til de er bløde. Hæld vandet fra og blend dadlerne til mos.
Pisk smør og sukker cremet, og tilsæt æg, mel, bagepulver, kagekrydderier, kanel og kakao. Rør det hele godt igennem og vend youghurt og daddelmos i. Hældes i en smurt form og bages i 35 minutter.

Karamelsovsen er meget enkel at lave: Ingredienserne hældes i gryden og simrer til sukkeret er opløst og sovsen er mørk og klistret.

Øs desserten op ved bordet og hæld karamelsovsen over.

Spansk kylling

Her er en ualmindelig god opskrift på kylling. Den kommer fra Jamie Olivers kogebog "Middag med Jamie".
Opskriften er til 4 personer, er let at lave og ikke specielt tidskrævende.



1½ kg skrællede kartofler, i mundrette stykker
4 økocitroner
1 økokylling på 2 kg
1 håndfuld bredbladet persille
salt og peber
300 g. chorizo
olivenolie
2 fed hvidløg

Forvarm ovnen til 225 grader. Kom kartoflerne og 2 af citronerne i en gryde vand og kog dem i 5 minutter. Hæld vandet fra og gennemprik citronerne med en gaffel. Pluk bladene af persillen og hak dem. Put stilkene ind i kyllingen sammen med de varme citroner. Krydr kyllingen med salt og peber, og skær chorizoen i ½ cm tykke skiver.
Pensl et ovnfast fad med olie. Læg kartoflerne i bunden og kyllingen ovenpå. Fordel chorizoen ovenpå sammen med persille, og stænk med lidt olie. Gør et stykke bagepapir vådt og læg det over som låg. Stop det godt ned i siderne så væsken ikke fordamper. Steg hele molevitten i ca. en time og 20 minutter.

Imens laver man gremolata:
Hak skallen af de to sidste citroner med persille og hvidløg, smag til med salt og peber. Tag fadet ud af ovnen og kasser papirlåget. Tag kyllingen op og lad den hvile under et stykke staniol. Løsn kartoflerne med en gaffel og stil dem tilbage i ovnen i 3-4 minutter så de bliver sprøde.

Skær kyllingen for og anret med kartoflerne, hæld stegesaft over og drys med gremolata.
Rucolasalat vil passe godt til.

torsdag, maj 21, 2009

Lammebov med citroner, sorte oliven, spinat og kartoffelmos med parmesanost


Her er Katrine Klinkens gode opskrift på lammebov. Den er fra Information.
Det er ret besværligt at udbene lammeboven, der sidder et helt skulderblad inden i, så næste gang vil jeg nok bede slagteren om at gøre det.


Til ca. 6 personer

1 lammebov, ca. 1½ kg. Udbenet.
2 spsk. groft salt og friskkværnet peber
2 håndfulde friske krydderurter, f.eks. persille og timian
3 økocitroner
1 hvidløg delt i fed
ca. 20 store sorte oliven med sten

Kartoffelmos:
1½ kg melede kartofler
2 dl olivenolie
125 g. friskrevet parmesanost
peber og salt
evt. en stor håndfuld persille

1-1½ kg frisk spinat
2 spsk smør

Sæt ovnen på 225 grader. Krydr den udbenede lammebov med salt og peber. Skyl krydderurterne fri for jord og hak dem groft. Læg dem på lammeboven, rul den sammen og snør med madsnor.
Læg boven med fedtsiden opad i et ovnfast fad. Brunes i ovnen i ca. 15 minutter.
Vask citronerne og skær dem i både. Læg dem i fadet sammen med hvidløgsfedene. Skru ned til 175 grader og steg videre i ca. 3 kvarter. Efter 20 minutter tilsættes oliven. Brug stegetermometer og steg til boven er 60-65 grader i midten. Tag stegen ud og lad den hvile i 15 minutter.

Kartoffelmos:
Kog de skrællede kartofler i vand uden salt til de er meget møre. Hæld kogevandet fra og over i en skål. Moses og røres med olivenolie og revet ost. Smag til med salt, peber, ost og olie.

Spinat:
Dampes med en klat smør og krydres med salt og peber. Brug evt. nonoxal.

Dejlig mad, og en god måde at bruge en bov på!

tirsdag, marts 31, 2009

Forårsruller

Vi fik forårsruller i madklubben sidste gang, Anette havde lavet dem uden at stege dem, og de var rigtig lækre. Jeg prøvede så selv den anden dag, denne gang med friture. Det var også godt!
Opskriften er fra Weekendavisen.

Til 4 personer beregnes:
4 tsk olie
4 knuste hvidløgsfed
1 stor kop finthakket hvidkål (går fint med andre slags kål også)
5-6 store champignoner
40 g tofu
1 kop glasnudler (behandles efter anvisning på pakken og skæres i 5 cm lange stykker)
2 kopper bønnespirer
4 spsk friskhakket koriander
2 spsk soyasovs
1 spsk sukker
1 tsk salt
peber
Forårsrullerispapir - helst 16 cm Ø
Rigelig olie til stegning (majsolie f.eks.)
1 pisket æg til at lime rullerne sammen (selvfølgelig kun hvis de skal steges)

Gulerødder, svampe, kål og tofu skæres i bittesmå tern. Hvis de er for store gnaver de hul i det porøse rispapir. Koriander hakkes fint. Steg hvidløg og olie i den varme wok. Tilsæt alt det hakkede + soyasovs, sukker salt og peber. Steg i et minut og kom bønnespirer og glasnudler i retten. Steges ½ minut igen. Tag wokken af blusset.
Rispapiret blødgøres ved at dyppe stykkerne et efter et, efterhånden som de skal bruges, i kogende vand. Rulles om en teskefuld af fyldet. Rispapiret klistrer godt og kan godt hænge sammen når man spiser rullerne "rå".
Hvis man vil stege dem skal der godt med olie i en gryde. Steges nogle stykker af gangen ved medium varme, og tages op når de er lysebrune. Drypper af på et stykke køkkenrulle.
Spises med sød chilisovs eller soya.

lørdag, februar 21, 2009

Fastelavnsboller

Kristine lærte mig at bage fastelavnsboller for mange år siden ude i Buster. Jeg synes de er bedre end bagerens wienerbrødssukkerchok - selvom der hverken mangler sukker eller smør i de hjemmebagte. Ida - i år som mariehøne - har godkendt resultatet. Portionen her rækker til 24 boller.

Dejen:
2 dl mælk
200 g smør
50 g gær
50 g sukker
1 tsk salt
1 æg
500 g hvedemel

Smelt smørret, bland med mælk, gær, sukker, æg og salt. Ælt med melet til konsistensen er rigtig. Hæver til dobbelt størrelse.

Mens dejen hæver laver man cremen:

2 æg
2 spsk maizena
2 spsk sukker
korn fra ½ vanillestang
ca. 3-4 dl mælk

Æg, maizena og sukker røres sammen. Vanillekornene kommes i sammen med resten af den halve vanillestang. Mælk hældes i og cremen koges stille og roligt op mens man rører i den. Reguler mængden af mælk, måske skal der mere i. Lad cremen køle lidt ned.

Dejen slås ned og man deler den i 24 stykker som rulles ud. Man lægger en klat creme på midten og samler kanterne, trykker dem godt sammen og sætter bollerne på en bagepapirsklædt plade med samlingen nedad. Bages i 12 minutter ved 220 grader.

Jeg kom kvædegele i halvdelen af bollerne sammen med cremen - det var lækkert.

Kristine har senere fortalt mig at hun har gjort opskriften noget mere tidssvarende: Smørret er reduceret til 1/3. Jeg kom lidt mere mælk/vand i for at få noget af den "væde", jeg ikke fra smørret. Og samtidig behøves ikke nær så meget gær. Der er jo rigtig meget gær i denne portion, da der er alt det smør, som gæren ikke har det så godt med.

Børnene var stadig tilfredse med smagen.