Søg i denne blog

fredag, december 26, 2008

Mærkevarer fra Indien

Dan har været i Indien, og han havde krydderier med hjem til os. Klik på billedet og tjek især posen med "Cinnamom".

torsdag, december 25, 2008

Nøddesteg


En vegetarisk klassiker, som Sara lavede i går til juleaften. Vi smagte alle sammen på den inden anden, og den er rigtig rigtig god! Men en pæn ret er det ikke. Opskriften er fra Anima.

8 portioner

Til stegen:
1 dl smør
2 store, finthakkede løg
3 dl cashewnødder (ikke saltede)
1½ dl hvidt brød uden skorpe
3 store fed hvidløg
1 dl vand eller grønsagsbouillon
Salt og peber
Reven muskatnød
2 spsk citronsaft

Fyld:
3 dl rasp
1 dl smør
2 små revne løg
½ tsk timian
½ tsk oregano
3 spsk friskhakket persille

Tænd ovnen på 200 grader og beklæd en ca. ½ liters bageform med bagepapir
Smelt smørret i en kasserolle, hæld løget heri, steg indtil de er gyldne og fjern fra varmen.
Hak cashewnødderne i en foodprocessor sammen med brød og hvidløg, og tilføj derefter løget sammen med vand/bouillon, salt, peber, muskatnød og citronsaft.
Bland alle ingredienserne til krydderurtefyldet sammen.
Hæld halvdelen af cashewnøddeblandingen i det bagepapirsbeklædte fad og put krydderurte-fyldet ovenpå og læg til sidst ”låg” på af resten af cashewnøddeblandingen sammen med lidt smørklatter.
Bag i ovnen ved 200 grader i ca. 30 minutter, til nøddestegen er fast og lysebrun (hvis den bliver for mørk, dæk den da med sølvpapir)
Lad den afkøle i et par minutter, vend stegen ud på et fad og fjern bagepapiret.

Serveres med denne lækre svampesovs:

1 mellemstort løg
150 gram svampe
1 spsk. olivenolie
2 dl. sojamælk/alm. mælk eller fløde
Urtesalt eller 1/2 tsk alm. salt
Et skvæt grønsagsbouillon
Peber
Evt. lidt tamari

Løg og svampe hakkes og svitses i olien og 2 dl. soyamælk tilsættes. Lad det simre i 5. min. Afkøl og blend sovsen. Kom sovsen tilbage i gryden og de øvrige ingredienser tilsættes. Hvis man ønsker en kraftigere konsistens jævnes sovsen lidt. Østershatte eller bøgehatte er gode svampe til denne sauce.

lørdag, december 20, 2008

Kvædechiligele med rød peber og løg


Her er en vellykket variant af en klassiker i familien, nemlig chiligeleen. Vi har indtil nu lavet den med æble som basis, men i år har jeg lavet den med kvæder i stedet. Det blev den endnu mere aromatisk af. Chiligele er sødt, surt og stærkt, og godt til orientalske og mellemøstlige retter, men passer også fint til et stykke med gammelost.

1 kg kvæder
saft fra 1 citron
1 l vand
1 kg sukker
115 g friske chilier, udkernede og grofthakkede
1 stor rød peber, udkernet og grofthakket
1 løg (salatløg), hakket
3½ dl cidereddike
gul melatin

Vask kvæderne så det uldne lag uden på dem kommer af. Skær kvæderne i store stykker. Fjern pletter og stød, ikke stilk, kernehus og skræl. Koges med citronsaft og vand - længe. Det tager flere timer at koge dem møre, og de skal være som mos. Hældes i en saftpose og drypper af, gerne til næste dag.

Saften hældes i en gryde - og der tilsættes melatin efter vejledning på posen. Kog op og tilsæt 800 g sukker.

Chili, peberfrugt og løg blendes til en fin blanding.Koges med resten af sukkeret og eddiken i fem minutter. Hældes i gryden med saft og koges op i et minut.

Hældes på steriliserede glas.

Mængden af chili må man vurdere efter smag og type af chili. Har man fået fat i de rigtig stærke vil de fleste nok synes at der kun skal halvt så mange i.

onsdag, oktober 15, 2008

Den store fødselsdagsbrunch




Så har pigerne haft fødselsdag, og vi fejrede dagen med familien til brunch. Brød, ost, juice, kaffe, te, lakseruller, frugtsalat, pandekager, hjemmesylt, æg, bacon, pølser og det hele. To af retterne skal med her: Muffins med marcipan og rabarber og Saras grøntsagswok. Det sidste først:

Saras super vegetarwok
:
1 løg
2 fed hvidløg
3 cm. ingefær
½ mellemstærk chili
2½ tsk. gul karry
2 gulerødder
½ broccoli
½ bakke svampe
4 cm. tyk skive af et hvidkålshoved
1 rød peber
1 lille dåse kokosmælk
.
Løg, hvidløg, ingefær og chili hakkes, og alle grønsagerne skæres i relativt små stykker og svampene halveres. Husk at fjerne kernerne fra chilien. Bagefter svitser man løg, hvidløg, ingefær, karry og chili i olie. Så smider man grøntsagerne og svampene oven i og steger dem til de er dejlig varme, men gulerødderne ikke er bløde. Så hælder man kokosmælken oven i, smager det til med sojasovs, østerssovs og fiskesovs og lader det stå lidt. Vend det gerne en enkelt gang eller to imens det står.
Serveres med ris. Risene kan gøres gule ved at komme to teskefulde gurkemeje i vandet og røre rundt før man koger dem. Det påvirker ikke smagen.

Muffins med marcipan og rabarber:

250 gram smør
250 gram sukker
50 gram marcipan
6 æg
225 gram hvedemel
5 gram bagepulver

Halvdelen af smørret, sukker og marcipan røres til en ujævn masse. Derefter tilsætter man resten af smørret og rører det til en jævn masse. Æggene i et ad gangen, derefter røres dejen med mel og bagepulver i et par minutter. Dejen hældes i muffinsforme, og drysses med rabarberstykker, gerne 4-5 stykker rabarber i hver. Den syrlige rabarber spiller rigtig godt sammen med de søde muffins, og helt almindelig traditionel sur rabarber er perfekt.
Bages ved 190 grader i 15-20 minutter.

tirsdag, september 30, 2008

Gulerodssuppe med dukkah

1 kg gulerødder og 1 løg
1 kanelstang, ca. 10 cm
2 tsk. korianderfrø, ristet og knust
rød chili, fint hakket
vand så det dækker
½ liter æble- eller appelsinsaft
salt, peber og evt. sukker
1 dl drænet youghurt

Skær gulerødder og løg i grove stykker. Sauter i olie med kanel og koriander. Hæld vand og chili ved, og lad suppen simre i 45 minutter, til gulerødderne er helt møre. Fjern kanelstangen, og blend suppen. Den skal være lidt tyk. Smag til med appelsinsaft, salt, sukker, chili med mere. Server med youghurt og dukkah.

Dukkah er en nødde- og krydderiblanding, som laves af:
1 spsk spidskommen
2 spsk korianderfrø
1 spsk kanel
1 spsk sort peber
2 spsk sesamfrø
2 spsk hasselnødder
mynte eller timian

Rist krydderierne på en tør pande. Rist nødder i ovn (eller på panden, det gik fint). Blend groft med krydderurter og salt.

Suppen er speciel men god. Krydderiblandingen er vigtig, og det man får til overs kan f.eks. genbruges næste dag som vi gjorde: vend oksekødstrimler i blandingen og lad dem trække i nogle timer. Steges og spises med arabisk brød, salat, chiligele, youghurtdressing og hvad man ellers har lyst til.

mandag, juni 16, 2008

Bryllupskage


Hold da op for et projekt. Heldigvis havde jeg en god makker i Marianne, og vi synes selv den blev ok - i hvertfald smagte den virkelig godt og fik et rustikt og håndlavet udtryk.
Hver kage bestod af hjemmebagte bunde - øverst og nederst hvide bunde med mandelflager, i midten chokoladebunde. Mellem bundene var der hindbærskum/creme. Vi lagde den sammen torsdag, så den kunne trække et par dage i køleskabet.
Ovenpå er der hjemmeæltet og -udrullet fondant (en udfordring for en amatørkonditor) og hjemmelavede fondantblomster. Næste gang køber jeg altså fondanten udrullet, den blev lidt for tynd så man kunne se cremen igennem. Måske havde det også noget at gøre med udendørstemperaturen, som var oppe på 28 grader da Ole og Aina blev gift.

torsdag, maj 01, 2008

Blomkålssuppe

1 blomkålshoved
8 dl vand eller fond
25 g smør
2 små løg
1 lille gulerod
2½ spsk mel
1 dl fløde
salt og peber
persille, muskatnød

Da der altid er kål i kassen fra Årstiderne, nogle gange tre slags, får vi en del mad med kål. Her er en god blomkålssuppe, hvor man får brugt det hele, næsten.

Skær buketterne af blomkålshovedet og blancher dem i de 8 dl vand i 5-6 minutter. Skær de bedste dele af blomkålen, tag gerne noget grønt med. Kasser de mest træede dele. Hak stykkerne groft, ligeledes løg og gulerod. Sauter grøntsagerne i smørret i ca. 5 minutter, det må ikke brune. Drys melet over og rør rundt mens det koger op. Lad det koge svagt med låg i ca. ½ time. Blendes og kommes tilbage i gryden, hvor det atter bringes i kog. Kom fløden i, tilsæt et par spsk hakket persille og smag til med salt og krydderier. Gerne rigeligt peber. Til sidst lægges buketterne i, efter at de evt. er blevet delt med en urtekniv. Varm op under omrøring og suppen er klar. Revet ost kan serveres som drys. Hakket persille er også godt. Brød til.

søndag, april 06, 2008

Pizza med hvidløg og svampe

Dejlig, lækker og lidt anderledes pizza, som smager meget af hvidløg.

Pizzadej:
25 gram gær
½ tsk sukker
2½ dl lunkent vand
500 gram mel
1 tsk salt
1 spsk. olivenolie

Gær og sukker blandes, derefter vand. Hældes i mel og salt som ligger i en skål med en fordybning i midten. Til sidst olivenolien. Æltes sammen i 5-10 minutter. Dejen skal være ret blød. Hæver til dobbelt størrelse.

Fyld:
100-150 gram mozzarella
100 g. friske brødkrummer
60 g. parmesan
8 fed hvidløg
8 spsk hakket persille
60 g. smeltet smør
ca. 20 mellemstore kastanjechampignons (Jeg brugte portobellosvampe, de er større så jeg tog nogle færre)
Olivenolie
Salt og peber

Forvarm ovnen til 220c i god tid. Pres overskydende væde fra mozzarellaen, og skær den i tern eller skiver. Bland brødkrummerne med parmesan, hvidløg, persille og smeltet smør. Jeg hakkede stokkene og puttede dem i også. Kom blandingen i de udhulede svampe.
Dejen rulles ud, og dækkes med mozzarellastykkerne. Fyldte svampe ovenpå, derefter resten af brødkrummeblandingen. Dryppes med lidt olivenolie, salt og peber over. Bages cirka 20 minutter.

Den blev en anelse for fedtet for min smag, jeg vil nok holde lidt igen med olien og smørret næste gang. Men god, det var den!

søndag, marts 30, 2008

Rugbrød

Her er en rugbrødsopskrift fra Nanna Simonsens kogebog "Smag på Danmark". Det har været meget vellykket de gange vi har prøvet opskriften, og det er en god variation fra det rugbrød vi plejer at lave.
Hvis man ikke har en surdej foreslår Nanna Simonsen at man gør således:

Surdej
3 dl kærnemælk
½ tsk groft salt
2½ dl groft rugmel
1 dl grahamsmel
1 tsk bageferment
salt til at drysse over

Bland kærnemælk, salt, rugmel, grahamsmel og bageferment, og ælt det til en blød dejklump. Læg klumpen i en skål, drys salt over den og dæk skålen med film. Står lunt i et døgn og derefter i køleskabet i 4-5 dage.

1. dag

12 dl håndvarmt vand
1 portion surdej
1 fl. maltøl
4 spsk bygmaltsirup eller honning
50 g. salt
1½ kg. rugmel

Bland vand, øl, honning, salt og surdej. Tilsæt rugmelet lidt ad gangen. Tag surdej fra til næste gang.

2. dag

5 dl håndvarmt vand
1 kg skårne rugkerner
evt. 2 små håndfulde hørfrø

Blandes i fordejen. Æltes godt og hældes i to forme. Dækkes med film og hæver i 6 timer.

Sættes i en kold ovn og bages i 2 timer og 45 minutter ved 170 grader. Vendes ud af formene, pensles med vand på alle sider, og stilles i ovnen på eftervarmen i et par timer.

lørdag, marts 01, 2008

Misodip

2½ dl mirin (jeg havde kun sherry i huset, det kan sagtens bruges)
2½ dl soyasovs
12 fed hvidløg
1 dl sake
100 g rørsukker
125 g (12 spsk) tahin
400 g miso, helst den lyse
½-1 tsk cayennepeber

Tag tahinen ud af køleskabet, før du laver dippen. Kog mirinen ned til 2/3 af den oprindelige mængde, det tager ca. 15 minutter. Brug evt. en lineal til at måle mængden. Tilsæt soyaen og kog ned igen til 2/3, det tager ca. 20 minutter. Blend hvidløgsfeddene med saken til en ensartet pure og kom den i gryden sammen med sukkeret, skru ned for varmen, da det let koger over/brænder på. Kog nogle minutter til alkoholen er fordampet. Tilsæt sesampastaen i en tynd stråle (det kan man ikke hvis man har den økologiske tahin på glas, den er tykkere men kan sagtens bruges) mens du pisker, herefter cayennepeberet og misoen på en gang. Skru op for varmen og pisk kraftigt til du får en ensartet masse. Den skal lige netop koge igen. Den bliver tykkere når den er kold. Afkøles og hældes på glas.

Lækkert til rå grønsager i stave. Kan holde sig længe i glas i køleskabet.

søndag, februar 03, 2008

Rødbedesuppe med peberrodscreme

Her er en rødbedesuppevariant, som er rigtig god og helt uden kød. Opskriften kommer fra Årstiderne.





1 kg rødbeder
500 g grønt, f.eks persillerod, pastinak, selleri, løg, fennikel
2 hvidløgsfed, finthakkede
1 laurbærblad
1 tsk korianderfrø
1 tsk spidskommen
1 spsk eddike
1 l bouillon eller vand
salt, peber og sukker
peberrod, reven
3 dl drænet youghurt eller creme fraiche

Alle grøntsager skæres i ensartede tern. Krydderierne ristes i suppegryden, til de dufter og tager lidt farve. Eddike hældes på og reduceres til det halve (det går meget hurtigt!) Bouillon hældes på og koges op. Smag til med salt, peber, sukker og eddike.

Peberrodscreme: Peberrod rives fint ned i youghurten. Smages til med sukker, salt, peber og citronsaft.

Suppen spises med brød og peberrodscreme. Og den kan gå for at være veganermad hvis man ikke tager peberrodscreme til - men deet ville næsten være synd.

tirsdag, januar 29, 2008

Veganerburger

Sara vil gerne spise vegansk nu, og vores første eksperiment med at lave veganermiddag faldt ok ud. Vi valgte en opskrift fra dyrevelfærdsorganisationen Anima:


Jordnødde- og tofubøf:
90 gram brune ris (vi brugte røde, for det var dem vi havde)
1 spsk planteolie
1 finthakket løg
1 fed knust hvidløg
200 g usaltede jordnødder
1 lille bundt frisk koriander eller persille
250 gram tofu, afdryppet og smuldret
2 spsk soyasovs
olie til stegning

Kog risene møre efter pakkens anvisninger og hæld vandet fra.
Opvarm olien i en stor, tykbundet stegepande og steg løg og hvidløg ved lav varme i cirka 5 min. til de er bløde og gyldne.
Rør rundt af og til. Bred imens jordnødderne ud på en bageplade og rist dem gyldne under grillen eller på en grillpande. Det tager nogle få minutter. Husk at holde øje, da de meget nemt får for meget og bliver brændte.
Kom jordnødder, løg, hvidløg, ris, tofu, evt. koriander eller persille og soyasovs i en blender eller foodprocessor og kør det til en jævn og tyk masse. Del massen i 8 portioner, og form dem til bøffer.
Steg bøfferne i olie i 5-10 min. til de er gyldne og varmet helt igennem.
Server i boller med f.eks salat, tomat, rødløg, syltede agurker, ketchup og vegansk majonæse.
Bøfferne er også velegnede til en hovedret, f.eks. med salat og ris til.

Vores kommentar: De var rigtig svære at stege uden at de hang fast i stegepanden og gik i stykker. Halvdelen af dem stegte vi på en Eva Trio-pande, og det gik fint.

Til højre ses så veganeren, der var hjemme fra efterskolen og her udtrykker sin begejstring ved det udmærkede måltid.

mandag, januar 14, 2008

Chiliølkød

Også kaldet Chili-Johns Texaschili eller Peter og Mariannes ølkød.
Kan til nød laves uden chili hvis nogen i selskabet foretrækker det. Så kan man selv tilsætte chiligele eller chilisovs ved bordet.

Retten kan med fordel laves dagen før, den bliver kun bedre af at stå i køleskab natten over. Brød, salat, creme fraiche, guacamole og hakket persille er nogle af de ting der passer godt til.

Til 4:
250 g hakket løg
4 fed finthakket hvidløg
1 kg oksetykkam
1 tsk peber
2 ds. flåede tomater
1 krus kaffe
2 tsk grønsagsbouillon
1 god øl
2 spsk oregano
salt
1 spsk hakket jalapeno og chipotlechili (røgede)
olie
2 ds. chilibønner

Kødet skæres i store tern - her er det en rigtig god ide at tage sig tid til at pudse kødet grundigt. Løg i grove tern og kød svitses i en tykbundet gryde ved god varme. Spidskommen, hvidløg og peber kommes i. Herefter kaffe, de hakkede tomater, øl og bouillon. Så oregano, jalapeno og chipotle. Simrer et par timer til kødet er mørt. Smag til med salt og juster styrken med lidt ekstra chili. Hvis retten er for tør tilsættes ekstra øl eller kaffe. Retten skal være lettere grødet i konsistensen uden at være jævnet. Til sidst hældes chilibønnerne i.

Rødkålsråkost

En meget enkel rødkålsråkost kan laves på følgende måde:

1 lille rødkålshoved
2 æbler
1 dl ribssaft
2 spsk. balsamico
salt og peber
Hakkes, blandes og smages til.

fredag, januar 11, 2008

Banankage















I dag har jeg lavet en kage som er et hit hver gang, i særdeleshed i Idas klasse. Den kan bare ikke mislykkes, og den kan laves i muffinsforme eller springform.

150 g. smør
3½ dl. sukker
2 æg
2 mosede bananer
½ tsk salt
4½ dl mel
1 tsk natron
1 tsk bagepulver
2 tsk vanillesukker
1 1/4 dl mælk
Og hvis man synes, 1 1/4 dl hakkede nødder

Smør en 2 liters bageform. Rør smør og sukker, tilsæt æggene, mos bananerne og rør det hele sammen i et minut. Bland de tørre ingredienser i dejen sammen med mælken.
Bages i en time ved 175 grader hvis den hældes i springform. I muffinsforme skal de kun have 15-20 minutter.
Og så kan man drysse chokolade i små stykker på mens den stadig er varm.